præstationsangst

 

Angsten for at man ikke kan præstere.

I forhold til seksualitet er præstationsangst en angst for, at man ikke kan fungere seksuelt, når det forventes.

 

Fx. at man har angst for ikke kunne få rejsning eller udløsning, ikke at kunne blive våd, gennemføre at trænge ind i sexpartneren eller ikke kan gøre så du selv eller den anden får orgasme.

Præstationsangsten kan betyde, at man kan have svært ved at gennemføre sex.

For drenge kan det være, fordi pikken bliver slap, du får for tidlig udløsning, eller slet ikke kan få udløsning.

For piger kan det være, at du spænder så meget i underlivet, at sex i skeden er ubehageligt eller gør ondt.

Det kan blive så slemt, at det hæmmer ens seksualitet i større eller mindre grad, fx. afholder sig fra sex med nogen, man føler lyst til.

I ikke-seksuelle sammenhænge kender man til præstationsangst som fx. eksamensangst, sceneskræk eller skriveblokering.

 

Urealistiske forventninger

Præstationsangst kan hænge sammen med at man inden i sig selv overdriver, hvad der forventes af sex.

Man kan være bekymret for at præstere seksuelt, fordi man har et urealistisk billede af, hvordan det er at have sex, fx fra pornofilm.

Det er meget almindeligt at se porno, men det er skuespil med masser af ”special effects”, og filmene giver ikke et realistisk billede af, hvordan man har sex.

Mange film, magasiner og bøger viser også et billede af sex som noget, der er automatisk, problemfrit og fantastisk.

Men i den virkelige verden kan sex lige så tit være famlende, tøvende, kejtet, rart, men ikke fantastisk, hyggeligt, sjovt og så videre.

Jo mindre sex, du har haft, jo mere kan urealistiske forventninger fylde inden i dig.

 

Kan ramme alle

Alle kan opleve præstationsangst - særligt når man ikke har så mange seksuelle erfaringer, kan man være bekymret for, om man er god nok seksuelt.

Men også mennesker, der har haft sex og er vant til at have det, kan blive ramt af præstationsangst.

Det kan komme, hvis man er under pres et andet sted i sit liv, fx. på arbejdet, og kommer til at tvivle på sig selv og på det man kan.

Det kan også komme, fordi man en enkelt gang oplever ikke at fungere seksuelt på den måde, man plejer at fungere på.

Det kan sætte tanker i gang, som skaber tvivl og pres og dermed indlede en ond cirkel af negativ selvbekræftelse.

 

Hvad kan hjælpe?

Tit har man en forestilling om, hvad ens sexpartner forventer sig, når hun eller han har sex.

Derfor kan det nogle gange hjælpe at tale med partneren om, hvad du føler og er bekymret for. 

Måske finder du ud af, at det slet ikke er nødvendigt at være bekymret, fordi partneren slet ikke har de forventninger, som du tror?

Prøv at læse mere i de emner, du finder i boksene til højre her på siden.

 

Foto: Amanda M. Hatfield