skal-skal ikke?

Overvejelser om den første gang

Skal det være nu eller skal jeg hellere vente? Er jeg overhovedet parat til at gå i seng med én?

 

Det kan godt være svært at finde ud af, hvad du skal, hvis muligheden pludselig er der.

Men lytter du til dine egne følelser, går du ikke helt galt i byen. Så er der nemlig større chancer for, at det bliver en god oplevelse.

Det kan være en god idé at prøve at mærke efter hvilke følelser, du har indeni.

 

Ja, nej eller måske

Er det JA-følelser, MÅSKE-følelser, eller NEJ-følelser?

Har du vildt meget lyst til at være sammen med netop ham/hende/personen, eller er der andre grunde til det?

Nogle gange er det bare JA-følelser, og så er der ingen tvivl.

Men lytter eller mærker du ikke efter dine følelser, kan du risikere, at I begge gør noget, som I ikke har lyst til – og så skal I måske vente til begge ikke kan lade være.

 

En kikset oplevelse

Hvis du føler, at grunden til, at du har sex første gang er kikset, er der en fare for, at det også bliver en kikset oplevelse.

Her er et par eksempler på rigtig dårlige grunde:

'Den anden dropper mig nok, hvis jeg ikke vil have sex med ham eller hende.'

'De andre har alle sammen allerede prøvet at have sex.'

'Jeg er 16 år, så det er på tide nu at have sex.'

Det er fedest at ha' sex, når begge har lyst og er vilde med hinanden - og der er ikke noget specielt, man skal ”kunne” for at dyrke sex.

Hvis både du og den anden kan mærke, at det føles rigtigt, er der basis for en god oplevelse.

 

 

 

Mine venner siger... de andre mener...

Det er vigtigt at kunne lytte til sig selv, inden du tager beslutningen at have sex første gang.

Men det er lige så vigtigt ikke at lytte for meget til, hvad ANDRE siger og mener.

Nogle mener måske noget andet end dig – at du ikke bør have sex med ham eller hende, eller at du bare skal gøre det, uanset hvad.
Gode venner kan godt give hinanden et råd, men det er dig, det handler om: Hvad du har lyst til og hvad du er parat til.

Du skal fx ikke lade være, fordi 'de andre synes nok, jeg er billig, hvis jeg gør det', eller fordi 'jeg ikke aner noget om, hvordan man gør'.

 

Foto: Lisa W 123 og ChiesADlbeinasco