Kys

Et kys er kærtegn med læberne

Når du kysser, presser du dine læber mod en anden person eller en ting.

Du kan kysse på munden, men du kan også kysse alle andre steder på kroppen.
Et kys kan være et udtryk for tiltrækning, hengivenhed, kærlighed, forelskelse, venskab, seksuel opstemthed, høflighed eller…?

 

Hvem kysser man med – og hvorfor kysser man?

Du kan kysse dine venner, din familie eller din hund. Det er typisk de mere venskabelige kys på kinden eller et hurtigt kys på munden eller snuden. 
De mere intime kys – for eksempel tungekys eller lange, dybe kys – foregår mellem mennesker, der har en mere seksuel eller intim relation med hinanden.

Det kan være kærester eller andre, som har sex med hinanden.
Du behøver dog ikke at have sex for at kysse og kys behøver heller ikke at føre til sex.
Mange synes, at det er dejligt at kysse hinanden for kyssets egen skyld – og ikke fordi man absolut skal have sex med hinanden.

Det kan endda være en god idé at eksperimentere med at kysse, hvis du endnu ikke har haft sex med nogen.

Så kan du mærke, hvordan det er at være tæt på et andet menneske, som du godt kan lide, uden at bekymre dig om, at det absolut skal føre til sex.
At kysse er selvfølgelig også noget mange gør i forbindelse med sex - både før, under og efter.

Du kan kysse din partner på halsen, nakken, armene, maven, albueleddet, knæhaserne, kønsorganerne eller hvor du nu ellers har lyst til at kysse ham/hende.

Du kan bruge læberne og tungen, og du kan kysse let og blidt eller mere lige på og hårdt.

Du kan kysse med lukket mund eller med åben mund.

Kun fantasien sætter grænser i kyssets land.

 

 

Gode og dårlige kys

Du har sikkert hørt dine venner eller klassekammerater snakke om gode og dårlige kys – og måske også om at man kan være en god eller dårlig kysser.

Måske er der ligefrem blevet snakket om, at en dreng eller en pige var en supergod kysser.

Eller måske en herredårlig kysser…?
Ofte handler det dog mere om, hvorvidt man har kemi med – er tiltrukket af – den person, man kysser med.

Der er dog nogle ting, der er gode at huske på, hvis du er nybegynder indenfor kyssekunsten.

Måske vil du gerne prøve at tungekysse, men husk at mærke efter, om ham/hende du kyssser med, har lyst til at tungekysse.

Undgå at vælte tungen ind i munden på den anden, så vedkommende får et chok – og en ubehagelig oplevelse.

Det er hverken rart for dig eller den, du kysser med.
Du kan sige, at det altid er bedre at prøve sig lidt forsigtigt frem i starten og huske på, at alle mennesker kan lide noget forskelligt.

Nogle drenge kan måske bedst lide blide kys, mens nogle piger foretrækker mere våde og vilde kys?
Og måske har du lyst til ét slags kys den ene dag – og et andet slags kys den næste dag?
Nogle mennesker har du måske mest lyst til at kysse på en venskabelig måde, og nogle på en mere lidenskabelig måde.

 

Kys kan også smitte

Når du kysser, kan du også blive smittet med sygdomme. Helt almindelige sygdomme som fx forkølelse og influenza kan smitte gennem kys.

Den sygdom, der er mest knyttet til at kysse, er forkølelsessår. Man får forkølelsessår af herpes-virus

En anden sygdom, der er knyttet til at kysse, er kyssesyge (mononukleose). 

Der er ikke nogen sygdomme, der er farlige for mennesker med et almindeligt helbred, der smitter gennem kys. 

 

Foto: Guillaume Paumier (øverst) og David Martyn Hunt (nederst).