Seksualitet

 


Hvad er seksualitet?

Seksualitet handler om rigtig mange ting, og er en del af alle menneskers liv.
 

Seksualitet handler både om lyst, følelser, tiltrækning, nysgerrighed, kærlighed, ømhed, fantasi, biologi, forførelse, status, moral, behov, bekræftelse og identitet.

Det er noget, som har at gøre med hvordan man har det med de mennesker, man har i ens liv, fx kærester, venner, bollevenner, familie og kolleger.

Men det er også noget som handler om hvordan vi ser os selv og hvordan vi opfører os i samfundet.

Seksualitet er altså en naturlig del af alle menneskers liv, og er en del af næsten alle de ting vi gør, føler, og oplever.  

 

Mere end bare biologi

Tidligere handlede seksualitet i det store og hele om biologi og om at sikre artens videreførelse - dvs. at få børn.

I dag ved vi, at det er langt mere komplekst. 

Seksualitet handler nemlig også om nydelse, og om at dyrke seksuelle aktiviter med sig selv eller med andre. Måske fordi man har lyst, man føler et fysisk behov, man gerne vil slappe af, eller man keder sig.

Lyst kan opleves som seksuelle følelser, der kommer fra alle mulige dele af kroppen og ikke kun fra kønsorganerne. De kan opstå på alle mulige tidspunkter og på baggrund af fx fantasier og stemning.  

Men vi mennesker er ikke kun kroppe med biologiske funktioner – vi er også sociale. Og seksualitet handler også om vores følelsesmæssige bånd til andre mennesker.

Vores seksualitet handler nemlig også om de dybe følelser og oplevelser, som vi kan have sammen med andre, fx kærlighed, tillid, omsorg og intimitet.

Samtidig lever vi alle i et samfund med medier og kultur, som fx film, musikvideoer, sociale medier, porno osv., der opstiller forskellige billeder, normer og idealer for os.

Gennem seksualiteten kan vi vælge hvordan vi vil opføre os i forhold til de normer og idealer, som vi bliver præsenteret for. Og vi kan opleve bekræftelse og udvikling, som kan være med til at skabe voresidentitet.  
 

Seksualiteten er i bevægelse

Seksualitet er som sagt også et ord, der siger noget om, at føle sig tiltrukket af mennesker – både følelsesmæssigt og seksuelt.

Mange oplever igennem deres liv, at de føler sig tiltrukket af flere køn– og måske endda på samme tid. Og for nogle har seksualitet slet ikke noget med køn at gøre.

For nogle er tiltrækning noget flydende, og noget de oplever skifter og ændrer sig gennem hele livet. Og for andre er tiltrækningen noget som er mere fast. Men fælles for de fleste er, at det er noget som udvikler sig gennem livet i takt med, at vi lærer os selv bedre at kende.

Seksualiteten er altså i bevægelse hele livet igennem, og bliver påvirket af både vores personlige udvikling, vores forhold til andre, og den måde vi er en del af samfundet på.

Der ingen fast opskrift eller plan for ens seksualitet, og det er kun dig, som bestemmer over hvad du har lyst til, og hvad du vil med din seksualitet.

 

At definere sin seksualitet

Når vi taler om seksualitet, taler vi ofte om, hvilken seksuel præference du har eller hvilket/hvilke køn du tiltrækkes af seksuelt og følelsesmæssigt.

Vi taler om at definere sin seksualitet eller opdage sin seksuelle identitet. Nogle kalder det også for seksuel orientering.

Det er meget udbredt i vores samfund at opdele mennesker i kasser og give dem labels. Det ser man både når vi laver befolkningsstatistik, diskuterer politik og rettigheder, eller når vi bare taler med hinanden om, hvad andre er til seksuelt.

Det er især meget almindeligt, at opleve at seksualitet bliver opdelt i om man ser sig selv som enten heteroseksuel, homoseksuelbiseksuel eller aseksuel.  

Men det er ofte rigtig svært med den slags kasser i praksis, fordi rigtig mange oplever, at de ikke passer ind i dem.

Og ofte bliver heteroseksualitet set som "udgangspunktet", altså det normale eller det naturlige. Og andre seksualiteter bliver set som noget, der afviger eller er anderledes sammenlignet med heteroseksualitet. Det kaldes man også for heteronormativitet

Men der findes ikke nogen "naturlig", "normal" eller "rigtig" seksualitet.

Det er altid kun dig selv, som ved hvad din seksualitet er, og om du har lyst til at bruge en bestemt definition for at beskrive dig selv og din seksualitet.