queer

Hvad er queer?

Ordet queer betyder direkte oversat ’mærkelig’ eller ’skæv’ og var tidligere et slangord for bøsse på engelsk.

 

Queer bliver ofte forbundet med kritik af de normer og forestillinger om køn, kønsroller og seksualitet, der er dominerende i samfundet.

For nogle er denne samfundskritik også en del af deres identitet. Mange, som beskriver sig selv som queer, ser ikke sig selv som en del af de kasser, vi har skabt for at beskrive køn og seksualitet.

Udover at være en samfundskritik, er queer også en særlig social bevægelse, som voksede frem i USA omkring 1990, og siden hen er kommet til Danmark

 

Kritiske spørgsmål om køn og seksualitet

Queer – eller ”at queere” samfundet er bl.a. at stille kritiske spørgsmål til den måde, som vi organiserer køn, seksualitet, følelser, samliv på.

Det en kritisk holdning til de ”sandheder” og normer, der ofte tages for givet i forhold til køn og seksualitet.

Målet med ”at queere” samfundet er at åbne for flere muligheder at være menneske på og sikre at alle er inkluderet i samfundet – uanset køn, seksualitet, etnicitet, nationalitet, social baggrund og fysisk tilstand.

 

Den heteroseksuelle norm

Queer er især kritisk overfor den udbredte opfattelse og norm om, at heteroseksualitet – at mennesker er tiltrukket af det modsatte køn – er den "normale" og "naturlige" seksualitet.

Denne norm gør, at alle andre seksualiteter fx homoseksualitet og biseksualitet bliver set som en afvigelse fra heteroseksualitet, og som noget der er "det unormale". Det kaldes også heteronormativitet.

Queer ønsker at bekæmpe heteronormativiteten og på den måde åbne for, at man udleve og udtrykke sit køn og seksualitet som man ønsker. 

 

Ændre måde at se køn og kønsroller på 

Queer kritiserer bl.a. den meget faste kønsopdeling i grupperne 'mand' og 'kvinde', da mange ikke føler de passer ind i den skarpe opdeling.

Ifølge queer er det vigtigt at ændre på den måde vi ser køn og kønsroller på, så de bliver mere flydende og frie.

Når kønsroller er meget snævre kan man hurtigt føle, at man ”skal” gøre eller se ud på en bestemt måde på grund af sit køn.

Det kan fx. være, at man som dreng gerne vil gå i kjole, men at man hurtigt oplever, at andre synes det er mærkeligt, så man føler at man bliver nødt til at lade være med det.

På den måde kan man opleve, at man ikke kan gøre hvad man egentlig har lyst til, fordi man kan være bange for hvad andre tænker.

Ifølge queer vil man i langt højere grad kunne gøre og se ud på den måde man har lyst, hvis vi åbner for den måde vi ser på køn på og de forventninger vi har til kønsroller.