hate crime/
hadforbrydelse

Hvad er hadforbrydelser? 

"Hatecrimes" eller hadforbrydelser, som det hedder på dansk, er forbrydelser, der er begrundet i menneskers race, tro, etnicitet og/eller seksuelle orientering.

 

Når man begår en hadforbrydelse, er det ikke kun en forbrydelse mod et enkelt menneske.

Det er en forbrydelse mod alle, der har samme race, tro eller seksuelle orientering.

En hadforbydelse kan både være at råbe eller sige noget forhånende til andre mennesker eller at overfalde dem eller stjæle ting fra dem.

Det er eksempelvis en hadforbydelse at råbe skældsord efter en ung mand  fordi han har en mørk hudfarve.

Det er også en hadforbrydelse at skubbe og slå en ung kvinde på gaden, fordi hun går og holder hånd med sin kvindelige kæreste.

Det er også en hadforbrydelse at råbe skældsord som "klamme bøsse" eller "svans"  efter en ung mand på gaden.

 

Hadforbrydelser anmeldes ikke

I 2008 offentliggjorde justitsministeriet i den såkaldte "offerundersøgelse", at 12.000 danskere havde været udsat for en hadforbrydelse.

Af dem havde ca. 2/3 et racistisk motiv og den resterende 1/3 et homofobisk motiv.

Dette svarer på ingen måde til de ca. 500 anmeldelser, som politiet ifølge PET’s opgørelse modtog i 2009.

Ifølge politiassistent Jesper Hæg er der flere årsager til, at hadforbrydelserne ikke anmeldes:
- Mange mennesker har et billede af en politimand som en, der er stor, stærk og hærdebred, og det er et billede, der skaber tryghed i mange sammenhænge. Men i nogle sammenhænge kan det altså også være en barriere.
Hvis man er i en sårbar position, fordi man fx er blevet overfaldet og samtidig har en minoritetsbaggrund, så er det nok ikke stærke mænd i uniformer, man har brug for.

Man har brug for omsorg, og det lader til, at politiet af mange forbindes med meget andet end omsorg.

Eksempelvis ved politiet fra deres samarbejde med LGBT-miljøet, at uniformerne i sig selv skræmmer nogen væk.
En anden barriere er myten om, at politiet er racistisk.

Politiassistent Jesper Høg mener, at myten stammer fra enkelte ubehagelige historier om fx en betjent, der sammenlignede homoseksuelle med pædofile.
- Sådanne historier huskes, og de er meget svære at slippe af med.
Og hvis det er det billede, man har af politiet, er det klart, at man ikke har den store lyst til at anmelde en forbrydelse, der netop er begrundet i racistiske eller homofobiske motiver.

 

Større fokus på området i Danmark og Europa

Jesper Høg oplever generelt et større fokus på hadforbrydelser, både i Danmark og Europa.

Der er dog forskel på, hvor alvorligt man ser på det i de forskellige lande.

England og Sverige fremhæves som lande, der har meget store og imponerende indsatser, og det hænger sammen med, at det i disse lande har stor politisk bevågenhed og prioritering.
Hvorimod lande som fx Rumænien, hvor homoseksualitet først for nyligt er blevet lovligt, har store problemer med racisme og homofobi.
Det skal her tilføjes, at der også er store forskelle på antallet og graden af alvorlighed i hadforbrydelserne.

Eksempelvis har Sverige haft flere deciderede hadmord i 90'erne og 00'erne, hvilket vi heldigvis ikke kender eksempler på i Danmark.
Inden for Danmarks grænser er forskellene også store.

Københavns politi er gået forrest i kampen mod hadforbrydelser, hvorimod det halter noget bagefter udenfor København.
På spørgsmålet om, hvorvidt behovet for indsatser er mindre udenfor København, svarer Jesper Høg:
- Tror du da, at det er nemmere at være homoseksuel i provinsen?