bøsse

Hvordan er det at være bøsse?

At definere sig som bøsse

Når en dreng eller mand definerer sig som bøsse, betyder det som oftest til, at han fortrinsvis forelsker sig i og føler sig seksuelt tiltrukket af andre drenge/mænd. Man kan dog sagtens definere sig selv som bøsse og samtidig føle sig tiltrukket af en pige – på samme måde som man som heteroseksuel dreng kan blive tiltrukket af én af samme køn, uden at man betegner sig som bøsse.

Nogle bøsser har aldrig følt sig tiltrukket af piger – lige som nogle heteroseksuelle drenge/mænd aldrig har følt sig tiltrukket af andre drenge/mænd. Hvis du som dreng har oplevet at føle dig tiltrukket af andre drenge, betyder det ikke nødvendigvis at du skal definere dig som bøsse. Om du har lyst til at leve som bøsse, er noget du selv bestemmer. Men det kan være svært at forhindre, at andre måske vil opfatte dig som bøsse og biseksuel, hvis de hører, at du bliver forelsket i eller er sammen med personer af dit eget køn.  
 

Kigger på andre drenge

En del drenge skriver til Sexlinien og fortæller, at de kigger på andre drenges numser og kroppe, og derfor gerne vil have svar på om de kunne være bøsser. At blive tiltrukket af drenge/mænd, betyder ikke nødvendigvis at man skal definere sig som bøsse.
Mange mennesker oplever nemlig i løbet af deres liv at være tiltrukket både følelsesmæssigt og seksuelt af begge køn – og måske endda på samme tid. Det kan derfor blot være en nysgerrighed. En hurtig tiltrækning eller en fantasi om at være sammen med andre drenge. 
Nogle frygter, at de er bøsser blot fordi de kigger på de andre fyres pikke i omklædningsrummet. Det kan blot være udtryk for en nysgerrighed, eller en trang til at sammenligne sin egen krop og pik med andre fyre. Det er ikke nødvendigvis et udtryk for, at man er til fyre.
 

Heteroseksuelle drenge kan godt synes om bøsseporno

Der er også en del drenge, der begynder at spekulere på, om de er bøsser, fordi de nogle gange ser bøsseporno og tænder på det. Det kan også blot være udtryk for, at de eksperimenterer og udforsker deres seksualitet. At se bøsseporno er ikke ensbetydende med, at du er bøsse.
Det er bestemt heller ikke usædvanligt at have sex med en af samme køn, og igen er det ikke nødvendigvis et tegn på, at man er bøsse. Fantasier om sex med en af egen køn er en af de mest almindelige seksuelle fantasier.
 

Heteroseksuelle mænd dyrker også analsex

Mange drenge oplever stor nydelse ved, at de selv eller andre stimulerer endetarmen – enten udenpå eller ved eksempelvis at stikke en finger op i røven. Når heteroseksuelle drenge/mænd oplever nydelse ved stimulation af anus, tror nogle, at det er udtryk for, at de er bøsser. Men det er ikke forbeholdt bøsser at have fornøjelse af røven – det har langt de fleste mennesker. Ligeledes er der også mange bøsser, der ikke er til analsex.
Men hvis du sjældent eller aldrig føler dig tiltrukket af piger, kan det sagtens være, at du har lyst til at være sammen med drenge/mænd og definere dig som bøsse.
 

I tvivl om du er bøsse?

Hvis du er i tvivl om din seksualitet og gerne vil blive mere afklaret om du er bøsse eller heteroseksuel eller andet, er der en række ting du kan gøre.
Du kan prøve at overveje, om du har været forelsket i flest drenge eller i flest piger.
Du kan overveje, om der er forskel på de følelser, som du har oplevet i forhold til at føle dig tiltrukket af piger eller drenge?
Du kan også overveje, om du har været forelsket i andre fyre, eller har det nærmere været en fascination eller nysgerrighed?
Du kan også undersøge dine lyster og præferencer ved at se porno (fx bøsseporno og heteroseksuel porno), eller læse bøger eller noveller, der handler om kærlighed og sex.
Hvis lysten til andre fyre er der, og modet er der til at eksperimentere, så kunne du måske også kaste dig ud i at kysse med en anden dreng – eller måske være sammen med en anden fyr.
Så kan du sandsynligvis kunne få en fornemmelse af, om det her er noget for dig?
 

Svært at springe ud som bøsse

Mange bøsser har sandsynligvis ret tidligt en mistanke om, at de er interesseret i andre drenge. Måske begynder nogle af drengevennerne at finde pigerne spændende – hvor de selv oplever, at de er mere optaget af drengene?
Det er ikke sikkert, at de overhovedet har seksuelle tanker og følelser for drenge, men måske man bare synes der er noget spændende ved drengene, uden helt at kunne sætte en finger på, hvad det præcist er, som drengene har.
For nogle kan det tage meget lang tid at finde ud af, om man er til det ene eller andet køn. Og mange er tilbøjelige til at benægte det, eller prøve at feje tankerne væk – måske fordi man er bange for at være anderlede end andre. Eller også fordi de frygter, hvordan ens familie og venner vil reagere, hvis de fandt ud af det?
Det kan være svært at erkende og acceptere, at man i forhold til valg af partner er anderledes end flertallet og fordi, man kan være bange for at blive mødt med fordomme. Men mange har det sådan, at når de først har indrømmet det overfor sig selv, er der en masse ting, der falder på plads og bliver nemmere.
 

Vælger man selv, om man vil være bøsse?

Når du bliver forelsket i en fra din klasse eller fra klubben, har du som regel ikke selv bestemt, at det lige var den person, der skulle få dig til at rødme og dit hjerte til at banke hårdere, når personen trådte ind i rummet. Vi bestemmer ikke selv, hvem vi forelsker os i. På samme måde kan du heller ikke selv bestemme, om du bliver tiltrukket af eller forelsker dig i drenge eller piger.
Man vågner derfor ikke bare op en morgen og bestemmer sig for, om man vil være homoseksuel eller heteroseksuel – det er ikke noget vi selv har indflydelse på. Men om du vælger at definere dig som bøsse eller heteroseksuel er noget, du selv bestemmer.
Men det kan være svært at forhindre, at andre, fx venner, familie og samfundet, måske vil opfatte dig som bøsse eller biseksuel, hvis de hører, at du bliver forelsket i eller er sammen med personer af dit eget køn. 
 

Hvorfor bliver man bøsse…eller heteroseksuel?

Ingen ved, hvorfor nogle mennesker bliver  bøsser og lesbiske og andre bliver heteroseksuelle, mens andre igen tiltrækkes af begge køn. Der er ingen, der har kunnet løse den gåde! Nogle mener, at man bliver født som fx bøsse, mens andre mener, at det hænger sammen med ens opdragelse. Ingen af delene er endeligt bevist. Det eneste vi ved, er, at der til alle tider og i alle kulturer, har været mennesker, der har haft følelser for og seksuelle relationer med personer af eget køn.
Men hvorfor skal man som lesbisk, bøsse eller biseksuel forklare hvorfor man får det sådan?  Man kunne lige så godt spørge: Hvorfor er du blevet heteroseksuel? Hvorfor tænder du på det modsatte køn? Mange heteroseksuelle vil nok mene, at de spørgsmål ikke giver mening. Og på samme måde giver det heller ikke mening at spørge bøsser  – og homoseksuelle og biseksuelle om det.
Hvad man derimod både kan spørge sig selv om eller andre om er, hvad de får ud af at definere sig som bøsser, heteroseksuelle, biseksuelle eller andet. Hvilke gode ting giver det en? Og hvad kunne man måske selv have lyst til? 
 

Sex mellem drenge/mænd

Alle mennesker er forskellige og har forskellige lyster og måder de foretrækker at blive rørt ved eller have sex på. Så ligesom der ikke kun findes én stilling eller én måde at have sex på, når en pige og en dreng er sammen, så er der ikke bare én bestemt måde, som alle drenge/mænd, der har sex med drenge/mænd, eller bøsser dyrker sex på.
Sex mellem drenge/mænd kan på samme måde som sex mellem en dreng og en pige være langsomt og blidt. Det kan handle om, at man nyder hinandens kroppe i timevis. Man kysser, kærtegner og nusser lige præcis der, hvor man har lyst, slikker hinandens brystvorter, pikke eller røv, udforsker den andens mest følsomme punkter og pirrer hinanden.
Sex mellem mænd kan også være hårdt og kontant, det kan være en "quickie", før man skal ud af døren – det kan være kinky og eksperimenterende, det kan være roligt og rutinepræget.
 

Analsex er mange ting

Stimulation af endetarmen i en eller anden form er en for mange bøsser og mænd der har sex med mænd en fed ting – på samme måde som det også er det for mange heteroseksuelle.

Det er en myte er, at alle bøsser har analsex hver gang de har sex. Det er bestemt ikke alle bøsser, der dyrker analsex – og der findes mange andre måder at mænd kan have sex med hinanden på.

De kan gøre mere eller mindre det samme som heteroseksuelle – de kan have oralsex, de kan onanere på hinanden, de kan kærtegne hinanden, de kan kysse og slikke hinandens brystvorter, bruge sexlegetøj, gå i sexklub – de kan have vild og hård sex, men de kan også have lidenskabelig og blid sex.
At få en pik op i røven, lyder umiddelbart for nogle som noget, der gør ondt, og det kan det også gøre, hvis man ikke giver sig god tid og passer på hinanden, men det kan også være fedt og enormt ophidsende.