Prævention mellem mænd

Mænd kan smitte hinanden

Sex mellem drenge/mænd er lige så forskellig og varieret som sex mellem kvinder, eller når kvinder og mænd har sex sammen.

 

Nogle sexsygdomme er mere udbredt ved sex mellem mænd end ved sex mellem mænd og kvinder eller mellem kvinder.

Risikoen for at blive smittet med sexsygdomme er helt forskellig, alt efter hvordan man har sex.

Flere sexsygdomme smitter gennem kontakt mellem slimhinder (mund, pikhoved, røv, øjne og næse) eller når man får en anden persons præsperm eller sperm på sine egne slimhinder. 

Man kan fx blive smittet, når man rører med fingrene ved hinandens kønsdele og derefter ved sig selv. Man kan blive smittet ved oralsex hvor man slikker hinanden eller ved analsex.

 

Analsex

Analsex mellem drenge/mænd er den form for sex, hvor der størst risiko for at blive smittet med en sexsygdom.

Både klamydia, kønsvorter (hpv), herpes og gonoré kan smitte ved analsex. Det samme gælder de alvorligere sexsygdomme som syfilis og hiv.

Ubeskyttet analsex er meget risikofyldt, særligt hvis du er den, der bliver bollet, og hvis din partner får udløsning oppe i endetarmen.

Men det er en myte, at den aktive part i analsex ikke kan blive smittet. Slimhinden omkring urinrørsåbningen og under forhuden er også modtagelig for smitte.

 

Oralsex

Mænd og drenge, der dyrker oralsex eller håndsex med hinanden, har også en risiko for at blive smittet med sexsygdomme.

Ved oralsex er smitterisikoen lige så høj som ved analsex for smitte med syfilis, hpv og herpes, fordi de smitter ved slimhindekontakt.

Den er mindre for hiv, fordi hiv-virus skal ind i blodet for at smitte. Mænd der har sex med mænd, kan mindske deres smitterisiko for hiv ved at undgå at få partnerens sperm i munden.

 

Håndsex er mere sikkert

Når mænd og drenge kun bruger deres hænder til at røre ved deres partners kønsorganer og ved deres egne, er der kun en lille risiko for smitte med sexsygdomme. Den lave risiko kommer af, at sexsygdomme ikke smitter til hænder.

Man kan dog godt være uheldigt at flytte fx præsperm fra sin partners pik til sin egen, så der kan ske smitte på den måde. Der er imidlertid fortsat kun en meget lav risiko.


 

Sikker sex mellem mænd

Der findes flere måder at beskytte sig mod sexsygdomme på, når drenge/mænd har sex med hinanden: Kondom, latexhandsker og slikkelapper.

Du kan bruge kondom, når du har analsex. Når du bruger kondom, er det vigtigt at bruge vandbaseret eller silikonebaseret glidecreme uden på kondomet, så det ikke går i stykker.

Oliebaseret glidecreme kan opløse almindelige latexkondomer, men ikke kondomer af polyuretan (PU).

For at være sikker på, at du ikke bliver smittet med sexsygdomme, fx hiv, er det vigtigt, du bruger kondom under hele samlejet fra start til slut.

Ved oralsex mellem mænd kan man også bruge kondom, når man slikker hinandens pik.

Man kan også bruge slikkelapper (Dental Dams hedder de på engelsk), når mænd vil slikke hinandens røv (rimming).

Slikkelapper er et stykke tyndt plastik eller latex, der lægges hen over fx endetarmsåbningen.

På den måde kan man slikke sin partner uden at komme direkte i kontakt med kønsorganerne, og dermed mindskes risikoen for smitte med sexsygdomme.

Ved håndsex kan du bruge latexhandsker, når I rører ved hinandens kønsorganer, men du skal selvfølgelig skifte handsker, hvis du rører ved sig selv bagefter. Hvis du bruger dildo, kan du vælge at sætte et kondom på dildoen.

 

Ikke alle er til analsex

Når man prøver analsex første gang, kan det godt gøre ondt, fordi man ikke er vant til det og hvis det ikke bliver gjort på den rigtige måde. Det kræver både opvarmning og tålmodighed.

Det kan også gøre ondt efter første gang, hvis det ikke bliver gjort på den rigtige måde

Det er også vigtigt, at du lytter til din krop og er parat inden du går i gang med analsex. Du skal ikke føle dig presset til analsex eller tro, at analsex absolut er noget, du skal gøre, hver gang du har sex med en mand.

Det er en skrøne, at mænd, som har sex med mænd, dyrker analsex, hver gang de er sammen.

 

Test for sexsygdomme

Selv om drenge/mænd, der har sex med hinanden, bruger kondom, er det en god idé at blive testet for sexsygdomme mindst én gang om året.

Alle mænd, der har sex med mænd, kan også lade sig blive vaccineret både mod hepatitis B og hpv.

I øjeblikket koster det 3.500 kr. at blive vaccineret mod hpv, hvis man er mand. Flere organisationer arbejder på at få indført gratis vaccine for begge køn, da det kun er piger, der får vaccinen gratis i dag.