Lægen om p-piller

 

Otte spørgsmål om P-piller

Vi har stillet otte spørgsmål om p-piller til leder af Sex & Samfunds Præventions- og Rådgivningsklinik Charlotte Wilken-Jensen.

 

1) Hvad er det egentlig der sker, når jeg spiser p-piller?

P-piller indeholder to forskellige slags hormon; østrogen og gestagen, som også findes naturligt i en kvindes krop.

Det er gestagenindholdet i p-pillerne, som gør, at du ikke udvikler et æg og ikke får ægløsning, som du ellers normalt ville gøre, hvis du ikke spiste p-piller.

Udover at forhindre at et æg udvikler sig, indvirker p-piller også på den slimhinde, der findes i livmorhalskanalen og i selve livmoren.

Ved at gøre slimen i livmorhalskanalen uigennemtrængelig for sædceller og slimhinden i livmoren uimodtagelig for et befrugtet æg, forhindrer p-piller, at du bliver gravid.

P-piller er en meget sikker form for prævention. Ud af 100 kvinder, der spiser p-piller i et år, oplever 1-2 kvinder at blive gravide.

 

2) Hvor lang tid går der, fra jeg er stoppet med at spise p-piller, til jeg igen får ægløsning og kan blive gravid?

Hvor lang tid det tager for dig, kan jeg ikke vide, men jeg ved at otte ud af ti kvinder får normalt ægløsning igen efter tre måneder, og 95-98% får ægløsning efter et år.

 

3) Kan jeg spise p-piller, mens jeg ammer?

Hvis din amning er godt i gang, kan du begynde at spise p-piller.
Hvis amningen ikke er helt velfungerende, skal du ikke starte på p-piller, da østrogenet i pillerne kan nedsætte mælkeproduktionen en anelse.
Den mængde hormon, der udskilles i mælken, er så minimal, at det ikke har nogen indvirkning på barnet.

 

4) Øger p-piller risikoen for at få kræft?

Kigger man overordnet på sammenhængen mellem p-piller og risikoen for at få kræft, viser det sig, at p-piller ikke øger risikoen for kræft.

Der er endda nogle kræftformer, som p-piller har en positiv effekt på. Det drejer sig om kræft i æggestokkene og kræft i livmoren.
Undersøgelser har vist, at risikoen for at få kræft i æggestokkene bliver nedsat allerede efter 3-6 måneders p-pillebrug. Og efter fem års brug af p-piller er risikoen for kræft i æggestokkene reduceret med 50 %.

Den positive effekt på udvikling af kræft i æggestokkene holder sig op til 20 år efter, at kvinden er holdt op med at spise p-piller.

Også risikoen for kræft i livmoren er halveret efter tre års forbrug af p-piller, og effekten holder sig op til 15 år efter ophør med p-piller.

Brug af p-piller påvirker ikke risikoen for udvikling af brystkræft.

Hos kvinder, der har arvelige anlæg for brystkræft, diskuteres det i øjeblikket meget, om der er en let øget risiko ved p-pillebrug, eller om p-piller måske har en tendens til at beskytte mod sygdommen.

Undersøgelserne på området er ikke entydige, men risikoen for livmorhalskræft er formentlig let øget, fordi forekomsten af de mere alvorlige typer af forandringer i celler og væv øges efter brug af p-piller i fem år eller mere.

 

5) Hvad sker der, hvis jeg glemmer en p-pille?

Hvis du glemmer at tage en p-pille, skal du tage den, så snart du opdager det. Også selv om det så betyder, at du skal tage to piller på en dag.
Hvis der er gået mere end 36 timer fra den sidste p-pille, er det ikke sikkert, at du er sikret mod graviditet, og du skal bruge anden prævention i syv dage.

Hvis der er færre end syv p-piller tilbage i pakningen, skal du, når den gamle pakning er tom, fortsætte med en ny pakning uden at holde pause.

Det vil sige, at du ikke skal holdes syv dages pause som normalt.
Den allerstørste risiko for graviditet opstår, hvis du efter at have holdt din p-pille-pause i syv dage glemmer at tage den første p-pille i en ny pakning. Derfor er det en god ide altid at have en ekstra pakke liggende parat til brug.
Du kan bruge nødprævention, hvis du har haft samleje og glemt din p-pille. Nødprævention skal tages hurtigst muligt og senest 72 timer efter samlejet. 
Hvis det er et problem for dig at huske at tage p-pillerne, har apoteket.dk en gratis sms-service, hvor du kan melde dig til med dit mobilnummer og få en sms, når du skal huske at tage din p-pille.


6) Øger p-piller risikoen for at få en blodprop?

Der er påvist en vis sammenhæng mellem p-piller og blodpropper.
Kigger man på antallet af blodpropper i befolkningen generelt, er der hvert år 1 ud af 10.000, der får en blodprop i en vene eller arterie (det kaldes venøs og arteriel tromboemboli).

Hos p-pillebrugere er der 3-4 ud af 10.000 hvert år, der oplever at få en blodprop i en vene og 2 ud af 10.000 om året, der oplever at få en blodprop i en arterie.

Risikoen for blodprop i vene eller arterie er altså henholdsvis tre gange så stor og dobbelt så stor, når man spiser p-piller.
Når det er sagt, er det vigtigt at understrege, at sådanne blodpropper næsten udelukkende ses hos kvinder, som er over 35 år og rygere og hos kvinder, der har sukkersyge eller forhøjet blodtryk.
Hos nogle kvinder kender man de forandringer i blodets størkningsmekanismer, der øger risikoen for blodpropper, og disse kvinder må selvfølgelig aldrig få p-piller.

Hos andre viser en ukendt forandring i blodets størkningsmekanisme sig måske ved, at de får blodprop af behandlingen, og den må derfor stoppe. Sådanne blodpropper optræder typisk de første 6 – 12 måneder af p-pillebehandlingen.

Er man ude over den tid, falder risikoen for en blodprop meget.


7) Hvad sker der, hvis jeg springer p-pille pausen over?

Det er ikke farligt at springe menstruationen over, så det kan man godt gøre i ny og næ. Livmoren kan godt holde til, at man nøjes med en menstruation fx hver tredje måned.

Inden længe vil der komme en p-pille på markedet, som er designet, så den giver kvinder menstruation fire gange om året.
Når man tager p-piller, opbygges der ikke nogen slimhinde i livmoren, og der er derfor ikke noget ”der skal blødes ud”. Når man bløder i p-pillepausen er det det, vi i lægesprog kalder en bortfaldsblødning, en blødning, der kommer, fordi slimhinden ikke længere tilføres hormon.


8) Jeg er overvægtig. Er p-piller det rigtige for mig?

Svært overvægtige kvinder over 35 år har øget risiko for blodpropper i vener og må derfor overveje at bruge anden form for prævention end p-piller.

Overvægtige kvinder under 35 år kan derimod sagtens bruge p-piller. Dog tyder nye undersøgelser tyder på, at p-piller svigter lidt hyppigere hos kvinder, som er svært overvægtige.
Man plejer at sige, at der hos normalvægtige kvinder, som bliver fulgt i et år, vil være 1-2 som bliver gravide, mens de bruger p-piller.

Blandt overvægtige kvinder vil der være 6 ud af 100, som bliver gravide i løbet af et år, når de spiser p-piller.

Men vi skal altså op og tale om svært overvægtige kvinder, før vi kan spore et vist p-pillesvigt.

P-piller i sig selv giver i øvrigt ingen vægtøgning, men hormonet gestagen, der er i p-piller, kan godt påvirke appetitten, så kvinden spiser mere og tager på i vægt.

 

Læs meget mere om prævention her.