intimkirurgi

Operationer på kønsdele

Har du tænkt over om dine kønslæber er for store? Eller din pik for lille? Er dine bryster for små? Eller...??

 

Intimkirurgi er operationer på en persons kønsdele.

De fleste tænker på intimkirurgi som kosmetiske operationer, der skal forandre kønsdelenes udseende.

Operationerne handler for det meste om udseende, men intimkirurgi kan også handle om kønsdelenes måde at fungere på eller fjerne smerter.

Fx. til operation for forhudsforsnævring eller for nakke-skuldersmerter på grund af store bryster.

 

Er jeg OK?

Det er helt almindeligt for unge i puberteten at bekymre sig om, hvordan deres krop ser ud.

Kroppen forandrer sig jo meget gennem puberteten og det kan være svært at følge med og acceptere alle forandringerne så hurtigt som de sker.

En del unge føler sig også unormale, fordi deres krop ikke ser ud sådan som de gerne vil have den til at se ud, eller som de tror, man skal se ud.

Mange piger ved slet ikke, at kønslæberne begynder at vokse, når de kommer i puberteten og de indre kønslæber vil begynde at stikke ud mellem de ydre kønslæber.

Drenge har ofte en opfattelse af deres pik skal være større eller mere lige end de fleste pikke er helt naturligt, mens piger tror at bryster skal være større.

Måske kan nogle opfattelser af kroppen komme af, at man sammenligner sig med voksne, der har en færdigt udvokset krop.

Eller med pornomodeller, hvis kroppe ikke afspejler, hvordan almindelige mænds eller kvinders kroppe ser ud.

 

Kan give nye problemer

Et kirurgisk indgreb indebærer altid en vis sundhedsrisiko. Måske kommer der betændelse, efterblødninger eller blodansamlinger.

I værste fald kan nerverne beskadiges, så huden helt eller delvist bliver følelsesløs.

Betændelse i det opererede område kan medføre grimme ar og nedsat følsomhed.

Operationer på kønsdelene kan også give nedsat følsomhed, så det bliver sværere at nyde sex. 

Fx er kønslæber og forhud forsynede med et meget højt antal følenerver, som er en kilde til at piger og kvinder kan nyde sex.

Gør man kønslæberne mindre ved at fjerne huden eller fjerner forhuden, bliver man altså tit mindre følsom og nyder måske den seksuelle stimulering mindre.

Opereres kønslæberne desuden for små, kan det medføre, at deres funktion med at dække skedeåbningen forsvinder, og pigen får problemer med tørre slimhinder i skeden.

Operationer for at få pikken til at se større ud, risikerer at give drenge og mænd problemer med nedsat følsomhed eller med at kunne styre den stive pik, mens de har sex.

Vælger en drenge eller mand at få forhuden omskåret, får han også nedsat følsomhed, fordi forhuden rummer mange følenerver.

Hvis man overvejer intimkirurgi, er det en god idé at spørge sin egen læge om muligheden for bivirkninger og ikke kun spørge den læge, man skal opereres af.

 

Vær realistisk

Går du med tanker om at få lavet en plastikoperation, er det en god ide at gøre sig klart, at det hverken kan give dig en kæreste eller et bedre sexliv, og at et lavt selvværd ikke kan løses med kniv.

En penisforlængende operation virker eksempelvis kun, når pikken er slap - i stiv tilstand vil den stadig have samme længde, som før operationen.

Heller ikke alle operationer er varige.

Kvinder, der får brystimplantater, skal overet livsforløb opereres flere gange, nemlig ca. hvert 10. år.

 

Hvad er lovligt?

I Danmark er det forbudt at operere kønslæber mindre, fordi det er forbudt at omskære piger og kvinder.

En læge må kun operere på kønslæber, hvis der er sygdom.

Men alle, der er over 18 år, kan vælge at få lavet intimkirurgi på deres bryster, deres pik eller forhud.

Det er altså lovligt at blive omskåret som dreng eller mand – altså få fjernet forhuden eller gøre den mindre.

Det offentlige sundhedsvæsen betaler ikke for kosmetiske operationer på raske mennesker.