Porno man tror pÅ

 

Mette Grimstrup har i sit speciale ”Lysende af lyst – forestillinger om køn og autenticitet i pornofilm for kvinder” beskæftiget sig med pornografi på en utraditionel måde. Hun har undersøgt, om det er muligt at lave porno, der præsenterer lyst, køn og kønsroller på en anden og mindre stereotyp måde end mainstream-porno - men uden at pornoens fascinationskraft går tabt. I undersøgelsen beskæftiger hun sig blandt andet med de såkaldte ”kvindepornofilm” og med nichegenrer, som ”feministisk porno” og ”queer porno”.

 

 

Motivationen for at undersøge porno var, ifølge Mette Grimstrups eget udsagn ”en glimrende undskyldning for at bruge et år på at lede efter god porno!” Og god porno fandt hun. Men det var hverken i den traditionelle mainstream-porno eller i de såkaldte kvindepornofilm.


Pornoens søgen efter autenticitet

I pornogenren ligger der, ifølge Mette Grimstrup, indbygget en søgen efter autenticitet. Et forsøg på at bevise den ægte lyst, og i denne bevisførelse får den mandlige ejakulation i den meste mainstream-porno en helt central plads:

 

- Problemet er, at pornogenren leder efter synlige beviser for kvindekroppens nydelse på den mandlige krops præmisser. Den mandlige krops lyst kan til en vis grad repræsenteres visuelt i form af erigerede pikke og ejakulation. Men målt på denne led kommer den kvindelige krop til kort. Hendes orgasme har ikke noget ydre, synligt og umisforståeligt kendetegn, men foregår skjult for kameraets blik.

 

Det synlige cum-shot er derfor endt med at blive det fælles, samlende symbol for den seksuelle tilfredsstillelse. Hvilket i og for sig er paradoksalt, eftersom pornografi traditionelt fokuserer på den kvindelige krops lyst.


Feministisk kritik af porno

En feministisk kritik af porno er, at den historisk set er lavet af mænd til mænd, og derfor også er indrettet på mandens præmisser.

 

- Der er traditionelt to positioner i debatten. Enten mener man, at porno er kvindeundertrykkende, eller også er det bare fint, fint, og udtryk for en seksuel frigørelse. Jeg ønskede ikke at koble mig på en af de to positioner, men at gå ind og undersøge porno i stedet for at være for eller imod. Porno er jo ikke bare porno. Der er elementer, der er irriterende og stereotype, men der er også fede ting ved genren. Og der er alternative pornofilm, der går nye veje og viser andre køn og kroppe, end vi er vant til.

 

- Efter specialet har jeg afholdt flere workshops, hvor jeg har præsenteret min undersøgelse og vist forskellige pornoklip. Og folk har generelt været irriterede over klicheen, at kvinder ikke ser porno, fordi de som udgangspunkt ikke er interesserede i det. Jo, jo, kvinder vil gerne se porno, men det skal være ordentligt. Der er jo ikke noget mærkeligt i, at man ikke gider se noget, der ikke er lavet til en.


Kvindeporno har bare vaseline på linsen

Spørgsmålet for Mette Grimstrups undersøgelse var, om de stereotype kønsroller ligger i selve pornogenren, eller om det er muligt at lave porno, der viser køn og kønsroller på en anden måde ”uden at pornoen vel at mærke mister sin fascinationskraft, som jo hænger tæt sammen med et af genrens vigtigste karakteristika: Følelsen af autenticitet, af at se ”rigtig sex” udfolde sig på skærmen”.


En af de genrer, Mette Grimstrup undersøgte, var de såkaldte kvindepornofilm, altså pornofilm der er særligt målrettet kvinder. Filmselskabet Zentropa er kommet med flere bud på sådanne film, for eksempel filmen ”Constance”, som også er en af de film, Mette Grimstrup har undersøgt.

 

- Den er efter min mening irriterende på samme måde som andet mainstream-porno, og bliver nærmest mere plat. Man gør præcis det samme, men smører bare vaseline på linsen. Det grundlæggende ved historien er det samme.

 

Når filmen endelig kommer til det, det handler om, nemlig sex, så ligner den alle andre pornofilm, med den store pik og mandens sæd i fokus. Det såkaldt kvindelige ligger i alt det, der er udenom, de pæne billeder og store kjoler og så videre. Men den kvindelige lyst er jo også rå og klistret og alt muligt. Og filmen mister det basale, nemlig lysten.

 

- Det jeg gerne ville finde, var noget, man tændte på, som i en almindelig spillefilm, men indenfor pornogenren. Det måtte være muligt at kombinere?

 

Det jeg endte med at finde, gik dog i en anden retning. Nemlig queer-porno fra et fransk undergrundsmiljø, hvor en kvindelig instruktør satte sig for at lave en film, som hun selv tændte på. Hun er så endt med at lave en række små film med mennesker, der faktisk gerne vil have sex med hinanden på den måde, som de har lyst til. Autenticiteten i denne film ligger ikke i den synlige bevisførelse, som for eksempel sæd eller penetration, men i at man faktisk tror på de medvirkende, og på at de har lyst til det, de gør.

 

- Det er meget vildt i en pornofilm at se en kvinde komme, så man tror på det. Den opdragelse man får af at se traditionel porno, misser noget ret basalt, for kvindernes vedkommende i hvert fald. Og det fatter man egentlig først, når man ser noget andet. Men så er det også pludselig ret indlysende, hvad man går glip af!


Unge og porno

- I vores kultur kan vi ikke se sex og kønsorganer ret mange andre steder end i porno. Så i og med at det i langt højere grad er accepteret blandt drenge at se porno, end det er blandt piger, får drengene et forspring i forhold til de helt konkrete idéer om, hvad man kan stille op med hinanden uden tøj på. Og der går pigerne altså glip af noget, mener Mette Grimstrup.

 

- Porno kan jo også give nogle lidt klarere idéer om, hvad man tænder på, hvad man har lyst til og ikke lyst til. Især hvis genren bliver bedre til også at tage udgangspunkt i kvindelige fantasier og lyst, selvfølgelig.

 

- Men foreløbig kan man jo prøve at se forskellige slags porno, også amatørporno for eksempel, hvor alting ikke er så glat og veltrimmet. Jeg vil også ønske for de unge, at de søger efter alternative pornofilm, der måske kan overraske dem lidt i forhold til de sædvanlige ideer om, hvordan sex og mænd og kvinder kan se ud.

 

Porno i seksualundervisningen

- Porno er en genre på linje med andre genrer, og unge har også brug for analyseredskaber til at forstå og forholde sig kritisk til porno. For eksempel til at se hvordan kameraet blive brugt på en særlig måde, hvordan mænd og kvinder bliver fremstillet, det man gør for at få det til at fremstå autentisk, og det man ikke gør.

 

Det vil være oplagt at se porno i seksualundervisningen, men det kunne da også være interessant at se, hvad der skete, hvis man analyserede genren i dansk eller film- og mediefag.

 

- Jeg har oplevet, at porno er en god indgangsvinkel til at tale om sex, fordi der er konkrete billeder at tage udgangspunkt i. Det kan jo være svært at tale med venner og veninder om, hvad der helt konkret er god sex, selv om man sikkert kunne lære meget af det. Men pornofilm er ret gode at tale ud fra, fordi de er konkrete, uden at det behøver at blive personligt.

 

- Det er en stor øjenåbner at vise mainstream-porno og bagefter undergrund, hvor man pludselig kan se, at det her er jo noget helt andet. Men det kræver også en bevidsthed om porno fra underviserens side. Og temmelig meget takt og finfølelse, selvfølgelig. Porno er grænseoverskridende, og det bliver det nok ved med at være. Men det er jo også derfor, at genren er så interessant!