At være dansk adoptivpige

Jeg er født i Columbia i hovedstaden Bogota, og bor nu lidt uden for Horsens med mine dejlige adoptivforældre og min adoptivbror. Det har været, og er stadig, meget svært for mig at være adopteret i Danmark.

 

Både fordi jeg har et stort savn efter det liv og den familie, som jeg ikke kender. Og fordi jeg ser anderledes ud end mine kammerater og min familie.

 

Når man ligner hinanden, hører man sammen, det tænkte jeg meget over, da jeg var lille. Når de andre i skolen f.eks. snakkede om at: "du har din fars næse" eller "du har din mors øjne", så var det nogens andre øjne og næse, som jeg havde.

 

En gang hvor jeg var med mine forældre og min veninde på tur, var der nogen der troede, at min veninde var mine forældres datter i stedet for mig. Det gjorde rigtig ondt.

 

Mine forældre er meget åbne overfor mine følelser, og snakker meget med mig om dem. Da jeg fyldte 18 fik jeg f.eks. et nyt navn af dem. Før hed jeg kun "Anna". Nu hedder jeg også "Victoria", som er mit Colombianske navn.

 

Men selvom de er åbne, har jeg alligevel en stor skyldfølelse overfor dem. Fordi jeg savner et andet liv og en anden familie, og de kunne føle at de ikke er gode nok forældre.

 

To af mine kærester har været fra Colombia. Det har ikke været et bevidst valg, men det er nemmere at være sammen med en anden, som har oplevet at savne på den specielle måde. Og det er dejligt at have nogen at udvikle tanker, historier og drømme med.

 

Sådan har historien haft betydning for mig og mit liv?

Hver dag bliver jeg mindet om, at jeg ikke har nogen viden om min rigtige familie, og jeg har brugt meget af mit liv på at være splittet mellem at være "dansk pige fra Colombia" eller "adoptivpige i Danmark"?

 

Min konklusion er, at jeg er begge dele. Og jeg håber at min historie kan bruges af andre adopterede til at se, at der er andre der har det ligesom dem.

 

Samtidig vil jeg gerne sende et budskab om, at man skal tænke sig virkelig godt om, hvis man ønsker at opsøge sine rigtige forældre. Jeg er ikke selv afklaret, og jeg tror, at man skal være forberedt på det værste og håbe det bedste.