Spørgsmålet er lavet af Sexlinien for Unge som eksempel på spørgsmål, vi ofte bliver stillet

Jeg kan ikke få rejsning!

[Spørgsmål-ID ]

Pige/Kvinde på år fra

Spørgsmål:

Jeg er en fyr på 16 år, og jeg har den dejligste kæreste. Men når vi ligger der og skal have sex, så falder den og nogle gange står den slet ikke! Hvorfor gør den det? Det er jo ikke fordi, at jeg ikke tænder på hende eller noget. Hun er min første kæreste, og jeg er jomfru, men jeg forstår ikke, hvorfor den ikke bare står...


Svar:

Hej og tak for dit spørgsmål. Det er utroligt almindeligt for unge fyre, at de oplever, at pikken ikke står de første gange, og de allerfleste mænd vil faktisk ind imellem opleve dette gennem hele livet. Dette kaldes præstationsangst. Der kan være mange forskellige psykiske årsager til præstationsangst, såsom generthed, frygt for ikke at kunne tilfredsstille partneren, forelskelse, tidligere ubehagelige oplevelser i lignende situationer osv. Når man så oplever ikke at kunne få rejsning, kan man også ofte komme ind i en ond cirkel, hvor man hver gang er bange for ikke at kunne få pikken op at stå – og så kommer den altså heller ikke op at stå! Den bedste råd vi kan give er derfor, at du prøver at lader være med at tænke på det. Måske du kan prøve at tænke: "Det kan godt være, at den falder denne gang, men det er ok, for det skal nok komme til at lykkes." Det er jo noget, der sker for alle fyre, og du skal altså bare prøve at slappe af. Det er vigtigt, at du lærer, at din krop/pik ikke er en maskine, der gør alt, hvad du vil. Det er helt almindeligt og OK, at pikken ikke altid virker. Det er vigtigt, at du ikke problematisere din manglende rejsning - og altså forsøger at tage det mere afslappet. Hvis du stresser og bekymrer dig over det – så er risikoen endnu større for, at den også falder næste gang. Tal også med din kæreste om det, så hun ved, hvordan du har det. Fortæl hende også, at det er noget der er meget almindeligt for fyre. Fortæl hende at det sandsynligvis sker, fordi du er nervøs eller lignende. At tale med hende om det, vil sandsynligvis kunne tage en del af presset af dig. Jo mere tryg, du er ved din kæreste - jo mindre risiko er det for, at pikken ikke står. Prøv f.eks. næste gang I er sammen at lave en aftale om, at I ikke må have samleje. I stedet kan I stimulere hinanden på forskellige måder. Meningen er selvfølgelig at du ikke skal føle noget pres for at bibeholde rejsningen, fordi I alligevel ikke skal have samleje. Hvis du så kan holde rejsningen alligevel, så kan I måske snakke om, om I skal forsøge jer med samleje alligevel? Du skal således ikke bekymre dig om, hvorvidt der er noget galt – det skal nok komme til at lykkes at holde rejsningen, så du kan gennemføre samleje.