Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Bedste veninde

Pige/Kvinde på _ år fra _ (103237)

Spørgsmål:

Hej sexlinie. Jeg er en pige på 22 år som er rigtig forelsket i min bedste veninde. Hun har dog en mandlig kæreste og er hetero men det er sådan set ikke mit problem. Mit problem er at hendes kæreste gør hende psykisk ondt. Altså taler grimt til hende, råber ad hende og siger ting om hende til hans venner. Og alt dette har jeg hørt hende selv fortælle mig. Udover at være mega bekymret for min venindes psyke som hun har fortalt mig er helt i bund, kan jeg ikke lade være med at tænke på at jeg ville kunne passe meget bedre på hende og elske hende på den måde hun fortjener at blive elsket hvis bare hun var min. Hun kender godt til hvad jeg synes om hendes kæreste men ikke hvad jeg føler for hende. Det skal lige siges at jeg ikke føler mig jaloux men blot bekymret på hendes vegne fordi hun er alt for mig. Jeg tror godt at hun inderst inde ved at det er dårligt for hende at blive sammen med ham for hun siger selv at hun synes han er psykopat nogen gange men tror at hun ikke vil indrømme for sig selv hvad hun selv siger. Så mine spørgsmål er: 1. Hvad skal jeg gøre med de stærke følelser jeg har for hende? 2. Hvordan kan jeg bedst muligt hjælpe hende uden at det også går ud over min psyke fordi jeg virkelig elsker hende? 3. Kan jeg gøre noget for at få hendes selvværd og psyke op igen inden han ødelægger hende helt psykisk? Hilsen den bekymrede veninde

Svar:

Hej & tak for dine spørgsmål.   
 
1. Du må finde ud af, om du har lyst til at fortælle din veninde om dine følelser eller ej. Prøv at forestille dig, hvad der ville ske, hvis du fortalte dine følelser til din veninde? Hvordan ville hun reagere? Og hvordan ville du have det med det? Som du selv er inde på, er hun hetero og har måske derfor ikke de samme kæresteinteresser. Men derfor kan det jo godt være, at du ville have det rart med at hun kendte din følelser? Eller måske ville det omvendt slet ikke være rart? Det ved du bedst. Vi tænker, at det er vigtigt, at du skelner dine stærke ”forelskelsesfølelser” for hende og så din ”omsorgsfølelser” for hende som veninde. Vi ved godt, at man ikke kan skille følelser helt fra hinanden, men det kan være godt at prøve at se det fra to sider: en ting er dine egne følelser for hende, noget andet er bekymringen for hendes velbefindende.

2. Ift. at hjælpe hende, tænker vi, at det vigtigste, du kan gøre er at tage udgangspunkt i hendes situation. Prøv at forestille dig, at du er hende – hvilken hjælp fra hendes veninde kunne hun godt tænke sig? Prøv at spørge hende, hvad hun har brug for. Måske ved hun det ikke selv, og så kan du komme med ideer, men husk at lytte til hende og giv tid. Det kan være, at det ser anderledes ud fra hendes stol end fra din, og du kan ikke finde ud af, hvad hun skal gøre med sin kæreste. Det kan kun hun finde ud af. Du kan hjælpe ved at være der, spørge hende og tilbyde støtte. Du er også selv inde på noget rigtig vigtigt; nemlig at det ikke skal gå ud over din egen psyke. Ligesom det er vigtigt at være en god veninde, er det også vigtigt at være god ved dig selv. Hvis det bliver for hårdt for dig at være i, skal du lytte til det. Så må du melde det ud til din veninde. Det betyder ikke en afvisning af hende, men omsorg for dig selv.

3. Du kan ikke redde din veninde psykisk, men du kan som skrevet være der for hende ved at lytte og støtte. Det lyder som om, at du kender din veninde godt, og du ved sikkert, hvad der gør hende glad og hvilke aktiviteter som hun godt kan lide. Prøv at invitere hende med til det og lav gode og sjove ting med hende. Du kan ikke ændre på hende eller hendes kæreste, men du kan selv byde med dejlige ting i hendes liv. Hvis du meget bekymret for hendes psyke, tænker vi at du skal sige dine tanker højt til din veninde. Du kan også tilbyde at hjælpe hende til at få noget mere hjælp af nogle andre. Hvis du eller I har lyst, er I velkomne til ringe til os på tlf. 70202266 hverdage mellem 15.00-19.00. Du er også velkommen til at chatte med os eller skrive til os igen på brevkassen.
XX65