Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

bange for graviditet

Pige/Kvinde på _ år fra _ (105181)

Spørgsmål:

Hej jeg har haft sex med flere forskellige fyre.. Jeg har så ikke brugt prævention. Her for ikke så mange dage siden kommer der brunt udflåd fra min skede, med blod. Jeg har prøvet google det. Kan se at det er tegn på graviditet. Det jeg meget bange for. Især fordi jeg kommer fra en kulturel familie. De ved ikk jeg har mistet min møddom. Hva skal jeg gøre?

Svar:

Hej! Hvis du har haft sex uden at bruge prævention, kan du godt være gravid og derfor er det en god idé, at du tager en graviditetstest. Du kan vælge at købe en test selv eller at blive testet hos en læge. Prøv at læse mere om, hvordan du kan få en graviditetstest her på vores underside.

Hvis graviditetstesten viser, du er gravid, skal du finde ud af, hvad du vil gøre i den situation. Hvis du kommer fra en baggrund og familie, hvor det betyder meget ikke at miste sin mødom før man er gift, skal du vide, at du godt kan få abort uden dine forældre ved det.

Normalt skal forældre underskrive en tilladelse (som kaldes for et samtykke) hos lægen på, at du kan få abort. Men hvis det er farligt for dig at de ved det, kan du få en særlig tilladelse til abort uden forældresamtykke. Den tilladelse får man hos et særligt abortsamråd i din region. Du kan læse mere om at få abort, når man er under 18 år og uden forældresamtykke her.


Du må gerne gå til en anden læge end din egen praktiserende læge, når det handler om graviditetstest og abort. Lægen kan hjælpe dig med at søge tilladelse til en abort uden forældresamtykke. Vil du kontakte regionens samrådssekretariat selv (det kan du også udenom lægen), finder du adressen her.

Hvis du er nervøs for din families reaktion, hvis de finder ud af, at du har sex, kan du kontakte rådgivningen Etniskung.dk.

Du har også brug for at finde ud af at bruge prævention, hvis du fortsat gerne vil have sex uden at blive gravid. Hvilken slags prævention du kan bruge afhænger af flere ting og det vil være en rigtig fin idé at tale med lægen om dine muligheder. Lægen har tavshedspligt og må ikke fortælle dine forældre om jeres samtale. Hvis du får recept på prævention hos lægen, har dine forældre egentlig krav på at få information om det indtil du er fyldt 18 år, men lægen har lov til at lade være med at informere, hvis det er vigtigt for din trivsel og sikkerhed, at de ikke får den information. Da du bor i Region Hovedstaden, kan du desuden få præventionsvejledning hos Præventions- og Rådgivningsklinikken på Amager.

Du kan læse mere om prævention her på Sexlinien.dk og på Præventionsguide.dk.

Har du flere spørgsmål, må du gerne skrive igen eller ringe til rådgiverne på Sexlinien. Telefonen og chatten er åben mandag-fredag kl. 15-19. Nummeret er 70 20 22 66. Hilsen Sexlinien. XX7